De uønskede børn,  Medicinhistorie

Barselsfeber – Den Frygtede Dræber

Infektionsfeber kendes helt fra Hippokrats skrifter fra 460 – 375 og 351 f.kr, men barselsfeber eller puerperal fik først sit navn i 1800-tallet. Op igennem middelalderen døde ca. 1 ud af 100 kvinder i barselsseng ikke kun af barselsfeber, men også af andre komplikationer

Men det tal steg kraftigt, da man i 1700-tallet oprettede fødestuer i de fleste europæiske storbyer. Her var dødsraten op på 20-40 % af de indlagte kvinder (tallene varierer meget fra hospital til hospital), og det var ikke unormalt, at den nåede op på 100%, når epidemier ramte.

I midten af 1800- tallet lagde den ungarske jøde og læge Ignaz Semmelweis mærke til, at kvinder, der fødte hjemme, sjældnere fik barselsfeber end kvinder, der fødte på barselsgangen på hospitalet. Men Semmelweis opdagede også, at der var store forskelle på hans ”eget” hospital.

Hospitalet i Wiens barselsafdeling, hvor han arbejdede, var opdelt i to stuer.

På den første stue var dødsraten for barselsfeber på 16 %. På den anden stue døde kun 2% af de fødende kvinder af barselsfeber. Semmelweis gik systematisk i gang og lavede undersøgelser for at finde en forklaring på denne voldsomme forskel. Den eneste forskel på de to stuer han kunne finde var, at på den ene stue arbejdede læger og lægestuderende, der hver morgen udførte obduktioner på blandt andet de kvinder, der var døde af barselsfeber, for siden at komme ind på stuen og hjælpe med de igangværende fødsler.

På den anden stue arbejdede jordemødrestuderende, der kun var tilknyttet stuen og således ikke var indblandet i obduktioner – blandt andet fordi de ikke var velanset, at kvinder deltog i dette.

I marts 1847 døde Semmelweis´ ven og kollega Jakob Kolletschka, der var professor i retsmedicin ved hospitalet. Ved en obduktion opdagede man et sår, som Kolletschka havde fået ved et uheld, da han foretog en obduktion foran de lægestuderende. Hans efterfølgende sygdomsforløb mindede desuden om barselsfeber.

Fra denne iagttagelse drog Semmelweise den konklusion, at hans kollega var død af den samme sygdom som patienterne med barselsfeber, og at det var den inficerede kniv, der var den ”skyldige”. På dette tidspunkt kendte man endnu ikke til bakterier og mikrober, men Semmelweis omtaler alligevel en form for ”dødningeagtige partikler”. Han argumenterede for, at læger og kiruger ofte spredte disse partikler med deres hænder og udstyr.

Fra maj 1847 beordrede Semmelweis derfor alle, der arbejdede på hans stue til at vaske hænder grundigt i først sæde og siden i chloreret kalciumhydroxidopløsning, før de begyndte deres arbejde med de fødende kvinder.

Dødeligheden af barselsfeber faldt på stuen fra 18% i maj 1847 til mindre end 3% i juni – november samme år. Selvom resultaterne mildest talt taler for sig selv, så blev Semmelweis latterliggjort og ydmyget i sin samtid. Det var svært for de selvbevidste læger at acceptere, at de selv var ansvarlige for kvindernes død samtidigt med, at Semmelweis´ baggrund som ungarsk jøde også ansås for problematisk.

Semmelweis blev aldrig anerkendt for sit arbejde i sin samtid, og han døde indlagt på et sindssyghospital i Wien i 1865.

Samme år begyndte den britiske læge Joseph Lister efter at have læst Louis Pasteurs teori om usynlige bakteriers skyld i sygdom at benytte antiseptiske metoder. Herefter vandt også Semmelweis´ teorier indpas og respekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *