Barnemordersker

I et kammer på Hostrup spøger det så slemt, at ingen bryder sig om at ligge der om natten. Det fortælles, at en pige engang har ombragt og begravet sit nyfødte barn derinde.

Samme pige viser sig også i haven, og man skal ikke tiltale hende, for så får hun magt over én, og hun slipper ikke sit offer, før morgenhanen galer.

På Lønborggård går en hvid dame igen, som om natten vandrer rundt om hovedbygningen og undertiden tager en tur gennem gården. Under armen har hun en barneligkiste. Hun er genfærdet af en pige, der engang tjente på gården og i dølgsmål fødte flere børn som hun dræbte og begravede rundt omkring.

Nogen bekræftelse på at sagnet måske bunder i historiske fakta var at der for nogle år siden blev fundet et barnekranium.

Historierne om barnemordersker, der går igen er mange. Og det er der en grund til!

Barnemord var ikke sjældent i 1700-tallet.

Straffen for barnemord var at blive halshugget, lagt på hjul og stejle og endelig begraves på retterstedet.

Det vil sige, at de ikke blev begravet i indviet jord, og de kunne derfor ikke komme i himlen, men var “fanget” på denne jord.

Det kan for moderne mennesker virke sært, men det er helt tydeligt, at det at blive begravet i ikke-indviet jord, måske var den værste del af straffen.

Således var der en kvinde i 1700, som blev dømt for barnedrab og hun blev idømt den traditionelle straf. Hun blev bange, men for berolige hende blev der kørt en kiste frem, der skulle give hende illusionen om, at hun efter henrettelsen skulle begraves på kirkegården – i et stykke.

Efter henrettelsen blev den tomme kiste kørt bort, og hun blev begravet på retterstedet.

En anden fortælling, der viser, hvordan straffen var vigtig.

Inger bliver i 1705 dømt for barnedrab, bliver sat i fængsel, bliver gravid igen, føder men dør kort efter.

Byfogeden beslutter i samråd med kongen, at Inger alligevel skal henrettes ved halshugning – og det hurtigst muligt.

Således slutter Ingers historie med, at natmanden Hans Caspar Lange den 19. marts 1706 kører hendes lig ud til retterstedet uden for Vesterport. Her halshugger han hende, sømmer hendes hoved fast på en stage og begraver hendes hovedløse legeme på retterstedet.

Tilsidst skal nævnes, hvordan man også kan se i kilderne, at flere af disse barnemordersker har forsøgt at begrave deres døde børn på kirkegården for trods alt at sikre deres plads i paradis. Det understreger naturligvis desperationen i deres handling.

Kilde:

https://www.kbharkiv.dk/nyheder/for-arkivbrugere/barnemordersken-der-dode-to-gange

Gorm Benzon: Sagnenes Danmark

Beth Grothe Nielsen: Letfærdige Qvindfolk.