De homoseksuelles historie,  De udstødtes historie

En kærlighedshistorie fra Skt. Thomas!

Den unge jurist Erik Erichsen ankom i august 1898 til De Dansk Vestindiske Øer for at blive fuldmægtig. Han blev beskrevet således:
” Han var af et smukt Ydre og klædte sig med megen Elegance. Det varede ikke længe, forinden der begyndte at sive Rygter ud om, at han var Homo-Seksualist og disse Rygter tog Fart, da han jævnligt blev set i Selskab med en smuk, kulørt mand B, En Mand, der paa Grund af sin Farve ikke omgikkes andre danske eller hvide”.

Erichsen var med andre ord homoseksuel. Og det var bestemt ikke godt på dette tidspunkt! Homoseksualitet var ulovligt indtil 1933, og begyndte på dette tidspunkt at blive anset som en asocial sindssygdom.

Efter sin ankomst blev Erichsen hurtig populær på øen, og som noget ret opsigtvækkende bliver han populær hos den ”coulerte” del af befolkningen. Han opnåede således at blive præsident for sammenslutningen af cricket -klubberne på øen, der hovedsageligt bestod af farvede medlemmer.
Trods slaveriets ophævelse i 1848, var der meget stor standsmæssig forskel mellem sorte og hvide på. St. Thomas, og de danske embedsmænd omgikkes normalt ikke ”couleurte”. Erichsens omgang med denne del af befolkningen var ikke populær hos de andre embedsmænd. De var bange for, at Eriks omgang med folk fra forskellige befolkningsgrupper var med til at destabilisere det system, der gav en særlig status for de danske embedsmænd.
I løbet af 1899 begynder der at gå rygter om, at Erichsen har et forhold til en smuk, ung, sort mand, Charles A. Bornn. Bornn skulle besøge Erichsen om natten udklædt, og de er flere gange set gående sammen og ”været meget intime”. Erichsen begyndte at gå under øgenavnet ”Young Oscar”, en reference til Oscar Wilde. Det hele kulminerede med Bornns anholdelse og indrømmelse af et seksuelt forhold, og Erichsens efterfølgende selvmordsforsøg. Erichsen bliver fyret og rejser kort tid efter hjem til Danmark.
Da han kommer hjem, vil han gerne have sit gamle arbejde tilbage, fordi det var en del af hans kontrakt. Men det vil ministeriet ikke give ham.
Det udvikler sig til en længere sag, hvor Erichsen bl.a. skriver sin opfattelse af, hvorfor han blev fyret; ” I Særdeleshed da jeg ikke syntes at udføre tilbørlige Forskel paa hvide og couleurte. Denne Racefordom, der, efter hvad man har sagt mig, florerer frodigt paa de franske og danske Øer, kan naturligvis undskyldes og forklares his de indfødte hvide Familier, der er opvoksede dermed, men det har altid været mig ufatteligt, at Folk, der kommer fra et i denne Retning saa fordomsfrit Land som Danmark, saa hurtigt rives med af denne Følelse i Stedet for at retlede Strømmen”.

Erichsen får ikke sit arbejde tilbage, men der indledes heller ikke en straffesag mod ham.
Og så kunne man tro, at historien endte her…

Men i 1901 forlader Erichsen Danmark og emigrer til New York. Erichsen ses i folketællingen på Manhatten i 1920. Og hvem finder man i sammen distrikt i samme folketælling? Bornn. De har boet ganske tæt på hinanden. Vi kan naturligvis kun gisne om, hvorvidt de har været sammen, men det er ganske påfaldende, at de har boet så tæt på hinanden. Så måske fik historien alligevel en lykkelig slutning 🙂❤️👬

Kilde:

Kira Moss og Adam Jon Kronegh: “Den Største Slyngelstreg, der endnu er begaaet paa St. Thomas”, Siden Saxo, Nr.1, 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *